Version for synshandicappede
 
Ernæring
Fødevaresikkerhed
Miljø og sundhed
Om forskningen
Uddannelse
Forsiden Ernæring Næringsstoffer Nye Nordiske Næringsstofanbefalinger 2004
Ernæring
 
Baggrund for de nye Nordiske Næringsstofanbefalinger 2004
 

Indledning
De Nordiske Næringsstofanbefalinger (NNA) 2004 er udarbejdet af en projektgruppe nedsat af Nordisk arbejdsgruppe for Kost og Ernæring (NKE) under Embedsmandskomiteen for Levnedsmiddelspørgsmål (EK-LIVS), Nordisk Ministerråd. Projektgruppens sammensætning samt øvrige arbejdsgrupper fremgår her.

De nye anbefalinger er resultatet af et mangeårigt frugtbart nordisk samarbejde. Anbefalingerne danner det videnskabelige grundlag for de respektive landes ernæringsoplysning og kostråd til raske. NNA anvendes desuden som retningslinier ved planlægning af kost til grupper og ved vurdering af kostundersøgelser. NNA er ikke beregnet til direkte formidling, men skal "oversættes" til befolkningen.

Historisk baggrund
Da de nordiske lande har mange lighedspunkter i kostvaner og sygdomsmønster, indledtes i 70'erne et samarbejde omkring fællesnordiske anbefalinger i erkendelse af, at opgaven ville blive uoverkommelig for et enkelt – og mindre - land. Uden dette nordiske samarbejde er det tvivlsomt, om så detaillerede og gennemarbejdede anbefalinger ville eksistere.

De første fællesnordiske næringsstofanbefalinger udkom i 1980 efterfulgt af nationale udgaver i 1981. Anden udgave udkom i 1989 og suppleredes med "Nordiska Næringsrekommendationer. Bakgrund och kommentarer". Den danske udgave "Næringsstofanbefalinger – begrundelser, baggrund, brug og begrænsninger" udkom i 1992. Tredje udgave udkom i 1996 som en samlet rapport på svensk, hvori såvel anbefalinger som dokumentation var samlet i den fællesnordiske rapport.

NNA har tradition for særlig fokus på energifordelingen, og de var således de første i verden med officielle retningslinier for en procentvis energifordeling.

Det er hensigten, at NNA revideres hvert ottende år. Den aktuelle projektgruppe blev nedsat i 2000. Anbefalingerne var til høring og godkendelse på den 8. Nordiske Ernæringskongres i Tønsberg, Norge, juni 2004, og blev endeligt godkendt af Nordisk Ministerråd i august 2004.

Principper
NNA sigter mod at give ernæringsmæssige retningslinier for en kost, som - ifølge den aktuelle videnskabelige evidens – danner grundlag for en generelt god sundhedstilstand. Retningslinier af denne karakter kan udformes efter forskellige kriterier, der ajourføres, revideres og eventuelt udvides, når ny viden kræver det. Derfor må NNA ikke betragtes som endelige, men snarere som retningslinier, der skal revideres fortløbende.

NNA tager udgangspunkt i den nuværende ernæringssituation i Norden, hvilket kan medføre anderledes anbefalinger sammenlignet med andre landes anbefalinger.

Anbefalingerne er primært rettet mod grupper af raske personer. Ved sygdom og for grupper med specielle behov må kostens sammensætning tilpasses i forhold til de krav, som foreligger.

NNA 2004 bygger på de tidligere udgavers videnskabelige udredninger, og ændringer i forhold til tredje udgave er kun medtaget, såfremt der foreligger solid evidens for ny viden.

De nye anbefalinger
NNA 2004 har i hovedtrækkene ikke ændret sig væsentligt fra 1996, men dokumentationen bag anbefalingerne er udvidet. Opbygning og disposition er i store træk som tidligere, og rapporten er engelsksproget.

Der er tilkommet et nyt kapitel om fysisk aktivitet, hvori der lægges vægt på dennes interaktion med ernæring og sundhed. Kapitlet om energi er blevet udvidet, og referenceværdierne for energi og kropsvægt er opdaterede. Der er desuden tilkommet et kapitel om fødevarebaserede anbefalinger, der er en "oversættelse" af NNA til fødevareniveau. Det har dog ikke kunnet udmønte sig i deciderede fællesnordiske kostråd – grundet nationale forskelle i madkulturer.

En dansk oversættelse af rapportens hoveddokument, kapitlerne 1 og 2, kan ses via linket i boksen til højre.